Ofte stillede spørgsmål – FAQ

Når man for første gang stifter bekendtskab med skyttesporten melder der sig uvægerligt masser af spørgsmål. Vi forsøger her at besvare de mest almindelige:

Kan man komme og prøve?
Selvfølgelig. Der er to måder at komme ud og prøve skydning på. Enten som et underholdende gruppearrangement hvis I er mange, eller som en rigtig prøveskydning for kommende skytter. Vi introducerer dig til klubben og dens skydninger, og arbejder målrettet med din skydeteknik og hastighed. Læs om begge dele i menuen under “om skydning”.

Skyder i også med riffel?
Ja, Krudtuglen skyder både med pistol, revolver og riffel.
Vi træner riffelskydning i disciplinen Kombiriffel.

Skal man være medlem af en skytteforening?
Ja, hvis man vil være aktiv sportsskytte. Også selvom du har eget våben skal du være registreret som medlem i en godkendt skytteforening.

Kan man deltage i turneringer som ny skytte?
Ja sagtens. En del turneringer og konkurrencer foregår på banerne på Kalvebod så her er alle muligheder for at deltage med et af Krudtuglens våben. Vil du til andre turneringer eller konkurrencer rundt omkring i landet er det ofte muligt at følges med et medlem som har våbentilladelse som kan transportere et af klubbens våben for dig.

Hvad får jeg for kontingentet?
I Krudtuglen får du fri adgang til banerne som klubben har reserveret, skiver, frit brug af klubvåben, interne kurser og turneringer, vejledning m.m.

Hvad koster det?
Ud over dit klubkontingent har nye skytter i starten kun udgifter til ammunition som kan svinge meget. Kaliber .22 er meget billig, ca. 20 kroner for 50 skud. 9 mm ammunition koster ca. kr. 85,- for 50 skud. Alt afhængigt af temperament og træning kan man skyde mellem 50 og 300 skud pr. klubdag.

Efter lidt tid ønsker de fleste at købe egne høreværn og skydebriller. Godkendte høreværn fåes fra ca. kr. 150 og opefter, skydebriller nogenlunde det samme.

Må jeg selv købe en pistol/revolver?
Vi anbefaler at du i minimum et halvt år prøver klubbens forskellige våben, samt låner andre medlemmers våben når der er mulighed for det. På den måde får du bedst mulighed for at vælge hvad du selv vil købe. Herefter kan du købe dit eget våben, som dog skal registreres til din skytteforening og opbevares i denne, indtil du har været aktivt medlem i 2 år. Efter 2 års medlemsskab i en skytteforening og når du er fyldt 20 år, kan du opnå en våbenpåtegning som gør at du selv må eje, transportere og opbevare dit våben. Sådan er den danske våbenlovgivning.

Hvem styrer våbentilladelser?
Det gør Rigspolitiet, Justitsministeriet og din skytteklub

Må jeg tage en pistol med hjem?
Først efter 2 års aktivt medlemsskab i en skytteklub kan du opnå våbenpåtegning, og må derefter selv transportere dit våben og opbevare det derhjemme efter forskrifterne. Disse kræver blandt andet, at våbenet opbevares i et godkendt våbenskab (SKAFOR klasse blå). I særlige tilfælde (f.eks til en turnering) kan der udstedes en transporttilladelse til dig, som gør det lovligt for dig at transportere og bruge et våben indenfor en tidsbegrænset periode.
Krudtuglens medlemmer lader oftest deres egne våben ligge i boksen på Kalvebod Skyttecenter, da sikkerheden her er meget høj, og bruger som regel kun deres private våbenskabe i forbindelse med udrejse til turneringer.

Jeg har selv en pistol, må jeg tage den med i klubben?
Du er velkommen til selv at medbringe dit eget private våben, så længe dette er godkendt og lovligt registreret. Du skal altså kunne fremvise en gyldig våbenlegitimation samt billedlegitimation før du må skyde med våbenet i Krudtuglen. Desuden skal banen naturligvis være godkendt til din type våben og ammunition, men Kalvebod er godkendt til stort set alt, så det burde ikke være noget problem.