Vedtægter

VEDTÆGTER FOR SKYTTELAUGET KRUDTUGLEN

(senest vedtaget på ekstraordinær generalforsamling 15. juni 2008)

§1
Skytteforeningens navn er: “Skyttelauget Krudtuglen” med hjemsted på Frederiksberg.

§2
Foreningens formål er at dygtiggøre medlemmerne i skydeidræt ved ugentlige træning under kammeratlige former, samt at deltage i og arrangere skydekonkurrencer.

§3
Foreningen er tilknyttet Dansk Sportsskytte Forbund, De Danske Skytteforeninger, Dansk Skytte Union og Københavns Skytte Forbund og af dem til enhver tid fastsatte love og vedtægter. Hvor intet nærmere er fastsat i foreningens vedtægter, er unionens og forbundets love og vedtægter gældende.

§4
I foreningen kan optages kvinder og mænd samt unge under 20 år. Unge skytter betaler det af generalforsamlingen fastsatte ungdomskontingent, og kan kun deltage i de af foreningen afholdte ungdomsaktiviteter.

§5
Som aktivt eller passivt medlem kan optages enhver, der er godkendt af bestyrelsen . Optagelsen skal ske skriftligt på det af klubbens udstedte ansøgningsskema, herunder skal CPR-nummer opføres og kontrolleres ved hjælp af legitimation. Ved indmeldelse skal betales det til hvert tid gældende indmeldelsesgebyr, som bestemt på generalforsamlingen.

§6

Foreningens kontingent, indmeldelsesgebyr samt andre klubgebyrer fastsættes på den ordinære generalforsamling. Under punktet fastsættelse af kontingent. Kontingentet opkræves halvårsvis forud således 1. halvår 1/5 – 31/10 og 2. halvår 1/11 – 30/4. Opkrævningen sendes primært via e-mail jf. §18 og indbetaling skal ske direkte på klubbens konto. Der er dog mulighed for at få sendt et girokort mod et gebyr.

§7
Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftligt til foreningen med mindst 14 dages varsel, og at det pågældende medlem har betalt sit kontingent frem til den dag, hvorfra udmeldelsen har virkning. Medlemmet har krav på en skriftlig bekræftelse.

§8

Når et medlem er i kontingentrestance udover 14 dage, kan bestyrelsen sende en 1., 2. og 3. rykker med 14 dages mellemrum. For hver rykker tilføres det til tids aktuelle rykkergebyr. Efter 3. rykker kan bestyrelsen vælge at overgive fordringen til inkasso. Hvis et medlem er mere end een periode i restance, kan bestyrelsen vælge at ekskludere medlemmet. Ingen, der er udelukket på grund af kontingentrestance kan optages på ny som medlem i foreningen, før vedkommende har betalt sin gæld til foreningen.

Ved eksklusion frafaldes det skyldte beløb ikke, og klubben kan forsat forfølge dette, evt. via retslig inkasso.

Eksklusion pga. kontingentrestance kan ikke ankes på en ekstraordinær generalforsamling jf. §9.

§9

Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen. Vedkommende skal inden bestyrelsen træffer sin afgørelse have haft lejlighed til at fremfører sit forsvar for denne. Såfremt det pågældende medlem er uenige med bestyrelsens afgørelse, kan vedkommende kræve ekstraordinær generalforsamling indkaldt (jf. §13.).

§10
Foreningen ledes af en bestyrelse med ansvar overfor generalforsamlingen. Bestyrelsen består af fem (5) mand samt to suppleanter. En formand, en næstformand, en kasserer og to bestyrelsesmedlemmer. De vælges på den ordinære generalforsamling således: Formand samt to bestyrelsesmedlemmer er på valg hvert andet år (ulige år). Kasseren og næstformand er på valg hver andet år (lige år). Suppleanter er på valg hvert år. Bestyrelsen konstituerer sig selv med øvrige poster. Bestyrelsen kan efter ønske og behov nedsætte de for foreningens virke nødvendige udvalg bestående af medlemmer i eller udenfor bestyrelsen.

§11
Bestyrelsen foranlediger i årets løb mesterskaber og evt. andre skydekonkurrencer i de discipliner, foreningen normalt deltager i. Andre godkendte skydninger vil blive afholdt såfremt der er behov eller interesse herfor. Våben- og skydeinstruktion gennemføres ved bestyrelsens foranstaltning i størst muligt omfang. Skyderegler og andre nødvendige meddelelser om foreningens arrangementer udarbejdes og bekendtgøres af bestyrelsen, der endvidere leder skydninger og påser, at der hersker ro på skydestandpladsen og udvises forsigtighed i omgang med våben og ammunition. Da foreningen er berettiget til at give våbenpåtegning, er foreningens bestyrelse forpligtet til at give orientering til politiet eller om fornødent at tilbagekalde påtegningen over for et medlem, der efter bestyrelsens skøn, af hvilken som helst årsag, ikke længere bør være indehaver af en meddelt tilladelse til våben.

§12
Foreningens medlemmer kan deltage i tilsluttede foreninger/forbund/unioners arrangerede konkurrencer under disses til enhver tid gældende bestemmelser herfor. Deltagelse i konkurrencer for andre foreninger under de tilsluttede foreninger/forbund/unioner må kun ske med bestyrelsens godkendelse.

§13
Generalforsamlingen er med de indskrænkninger som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Den ordinære generalforsamling afholdes første søndag i februar klokken 10.00 på formandens adresse med mindre anden er givet. Generalforsamlingen afholdes med nedennævnte dagsorden:

1 ) Valg af dirigent
2 ) Formanden aflægger beretning
3 ) Det reviderede regnskab fremlægges
4 ) Fastsættelse af kontingent m.f.
5 ) Behandling af indkomne forslag
6 ) Valg af bestyrelse
7 ) Valg af suppleanter til bestyrelsen
8 ) Valg af udvalgsformænd
9 ) Valg af revisor
10 ) Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal fuldt udarbejdet og motiveret være foreningens formand i hænde senest d. anden søndag i januar. Forslag og andet materiale vil blive fremlagt på foreningens hjemmeside kort efter fristens udløb. Alle indkomne forslag og sager til generalforsamlingen skal fremgå af dagsordenen. Generalforsamlingen kan uden hensyn til antal mødte medlemmer, godkende dagsordenen.

§14
Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal (dog ikke jf. §16 og §21). Dirigenten bestemmer afstemningsmåden. Dog skal der på begæring fra 1 stemmeberettiget medlem afstemning foregå skriftligt. Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også et referat af forhandlingerne optages i det omfang, dirigenten bestemmer. Protokollen underskrives af dirigenten. Har generalforsamlingen nået til en afgørelse i en sag, kan denne ikke på ny indbringes for samme generalforsamling. Generalforsamlingen er til enhver tid beslutningsdygtig uanset fremmøde.

§15
Bestyrelsen kan når som helst forlange ekstraordinær generalforsamling afholdt, og skal indkalde hertil når mindst 1/3 af medlemmerne over for foreningens formand fremsætter skriftligt ønske herom, ledsaget af motiveret forslag. Indkaldelsen skal ske senest 14 dage efter formandens modtagelse af det skriftlige ønske. Den ekstraordinære generalforsamling skal indkaldes med 14 dages varsel.

§16
Beslutninger om vedtægtsændringer kræver, at mindst 2/3 af de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer ved generalforsamlingen stemmer for.

§17
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Bestyrelsen skal inden den 1. februar afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 1. januar til revisoren. Driftsregnskabet og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisors påtegning. På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en kritisk revisor (jf. §13.). Revisoren skal hvert år i januar gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er tilstede. Driftsregnskab og status forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

§18
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til lovene. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen er tilstede, heriblandt formanden. I formandens forfald indtræder kasseren i hans sted. Over bestyrelsens forhandlinger føres protokol. Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner kræves underskrift af formanden, næstformanden eller kassereren. Foreningens opsparingskonto kræver for at hæve to underskrifter enten af formanden, næstformanden eller kassereren. I alle sager, der angår køb salg eller pantsætning af løsøre, tegnes foreningen af hele bestyrelsen.

§19

Klubbens vante informationsvej er e-mail og hjemmeside. Medlemmer er selv ansvarlige for at melde ny e-mail adresse til bestyrelsen samt jævnligt at holde øje med nyhedssektionen på klubbens hjemmeside. Ting annonceret på hjemmesiden samt sendt ud til alle relevante medlemmers email på en given dag anses som varslet rettidigt.

Medlemmer kan anmode bestyrelsen om at sende indkaldes til generalforsamlinger (herunder ekstraordinære), kontingentopkrævninger samt andet via brevpost. Dette vil dog ske mod det til hver tid fastsatte årlige gebyr for fysiske forsendelser.

Bestyrelsen kan dog til hver tid vælge at en given meddelelse er væsentlig nok til at denne altid sendes pr. post.

§20

Bestyrelsen har ret til at fastsætte yderligere ordensregler eller nye aktiviteter samt evt. gebyrer for deltagelse i disse. For aktiviteter kræver det dog at disse kan fravælges af det enkelte medlem og at aktiviteten ikke strider mod vedtægterne. For ordensregler kræves blot at disse ikke strider mod vedtægterne og at de hverken er usædvanlige eller ubegrundede.

§21
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst 1/2 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er tilstede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til ny generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er tilstede. På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue, herunder fast ejendom og løsøre, dog at simpelt stemmeflertal her er tilstrækkeligt. I tilfælde af foreningens opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes til idrætslige formål.

§22
Til æresmedlemmer kan udnævnes personer, der har ydet en særlig fortjenstfuld indsats for foreningens og skydeidrættens fremme. Udnævnelsen foretages af bestyrelsen efter enstemmig vedtagelse.