Våben

De håndvåben som bruges til sportsskydning i f.eks Krudtuglen, kan i hovedtræk opdeles i to kategorier: pistoler og revolvere. Vi ser her nærmere på de to typer generelt, og bruger klubbens våben som eksempler.

Pistoler

Når man i dag taler om en pistol, menes der som oftest en semiautomatisk pistol. Det vil sige en pistol hvor energien fra en affyret patron bruges til at bringe næste skud op i kammeret, så pistolen atter er klar til skud ved bare at trykke på aftrækkeren igen. Princippet kendes som rekyl-genladning og stammer helt tilbage fra 1893 hvor det first blev brugt i Borchardt C-96 pistol .

Glock

Glock 34 er en Østrigsk produceret semiautomatisk pistol. Pistolen lades via et magasin med op til 17 skud, op i bunden af skæftet. Når første ladegreb er taget, vil hvert tryk på aftrækkeren altså afgive et skud, indtil magasinet er tomt.

En vigtig faktor for ethvert skydevåben, er dets kaliber. Kaliberen er et mål for løbets indvendige diameter, og er dermed bestemmende for hvor store projektiler våbenet skyder med, og dermed hvor kraftigt våbenet er. En anden vigtig faktor er styrken af krudtladningen, men til at starte med, nøjes vi med at koncentrere os om kaliberen.

Afhængigt af hvor i verden våbenet er lavet eller skal bruges, måles kaliberen enten i millimeter eller i hundrededele eller tusindedele af en amerikansk tomme. Ovenstående Glock 34 er en såkaldt 9 mm pistol, hvilket betyder at løbets diameter (og dermed projektilernes diameter) er 9 mm. Denne kaliber er den mest benyttede i Krudtuglen og hører under kategorien “grovpistol” som rummer de kraftige pistoler.

Fornuftige 9 mm pistoler koster ca. fra kroner 6000,- og opefter.

Walther GSP

Walther GSP er en pistol lavet specifikt til præcisionsskydning og bruger et 5 skuds magasin. Det er en cal.22 pistol, hvilket vil sige at diameteren på løbet måler 22 hundrededele af en tomme. Denne type pistol og ammunition hører hjemme i kategorien “finpistol”.

En cal.22 pistol koster fra ca. kr. 4000,- og opefter.

Revolvere

Revolvere adskiller sig fra pistoler på mange områder. Deres mekaniske opbygning er meget enkel og robust, og funktionsfejl på revolvere er stort set ikke-eksisterende. Ulempen er en stærkt begrænset ammunitionsmængde (pistoler rummer typisk mellem 16 og 22 skud, revolvere 6-8 skud).

S&W686

Ovenstående revolver er en amerikansk Smith & Wesson 686, som er en .357 kaliber revolver. Løbets diameter måler altså 357 tusindedele af en amerikansk tomme. Revolveren fungerer ved at patronerne lægges i en tromle som drejes rundt vha. aftrækkeren. Navnet Revolver stammer fra Latin hvor ‘re’ betyder noget som gentager sig, og ‘volvo’ er noget som ruller (så ved vi også hvor det svenske bilmærke har sit navn fra).

En revolver kan som oftest skydes på to måder: single action eller double action. Ved double action trækker aftrækkeren tromlen rundt til næste patron samtidig med at hammeren (hanen) trækkes tilbage og slår patronen an. Skyder man double action vil hvert tryk på aftrækkeren altså afgive et skud. Ved single action trækker skytten selv hammeren tilbage, hvorved tromlen også drejes. Når der derefter trykkes på aftrækkeren, sker der kun det at hammeren falder og slår patronen an. Single action tager naturligvis længere tid, men nogle mener at de får et aftræk som er lettere at kontrollere.

En særlig ting ved revolver-kalibre er at .38 cal. og .357 cal. i virkeligheden er den samme kaliber, men her er der forskel på længden af patronen og dennes krudtladning. En .357 er en anelse længere end en .38 cal. patron. Derfor forholder det sig sådan, at en .38 revolver ikke kan skyde med .357 patroner, mens en .357 revolver både kan skyde med .357 og .38 patroner.

En god revolver koster fra ca. kr. 4500,- og opefter, men på grund af den enkle opbygning, får man mere kvalitet for pengene sammenlignet med en pistol til samme pris.

Klubbens våben

Klubben besidder en del våben, heriblandt:

  • en håndfuld salonpistoler (.22)
  • en del Glock model 17 og 34 (9mm)
  • et par CZ 75 SP01′er og en CZ Tactical Sport (9mm)
  • et par Smith & Wesson Revolvere (.38/.357 magnum)
  • et par Heckler & Koch USP SD9 (minder om politiets tjenestepistol, 9mm)
  • en Desert Eagle (.357)
  • et par Tanfoglioer (9 mm)
  • et par Norinco 1911A1 i .45
  • en Smith & Wesson M&P (9 mm)
  • et par K100 Grand Power (9 mm)
  • en FEG produceret kopi af Browning’s HiPower (9 mm)
  • en Walther P1 (9 mm) (efterkrigsmodel af P38)
  • Nogle rifler (Bethier, Mauser K98k, Mossberg .308, Otterupmauser i 6,5, Dansk m1889, Toz-18 i .22 og et par andre)